Generelle regler og rammer for elevers fravær:
De generelle regler og rammer for elevers fravær er udarbejdet med udgangspunkt i den gældende bekendtgørelse om elever fravær fra undervisningen i folkeskolen (BEK nr. 696 af 23. juni 2014) og folkeskoleloven §39.
Der skelnes mellem fravær på grund af sygdom, lovligt fravær og ulovligt fravær. Er en elev udeblevet fra undervisning, skal forældrene personligt eller skriftligt oplyse skolen om årsagen.
Som udgangspunkt gives der ikke lov til ekstraordinær fravær. Det vil sige, at det er forældrenes beslutning, om eleven skal have fri til f.eks. mærkedage i familien eller andre fridage og ferier uden for skolens feriekalender. Kontaktlærer orienteres forud om 1 dags fravær. Nærmeste skoleleder orienteres forud for fravær af mere end 1 dags varighed. Er disse retningslinjer overholdt noteres fraværet som ”Lovligt fravær”.
Det anbefales, at forældre planlægger ferie ud fra skolens feriekalender.
Ved fravær over 10% vurderer kontaktlærer og nærmeste leder fraværet, og der kan med baggrund i distriktets handleplan for fravær iværksættes yderligere tiltag.
Såfremt distriktets medarbejdere i øvrigt vurderer et fravær som bekymrende, er de forpligtet til at handle.
Der arbejdes med følgende fraværskategorier:
- Sygdom
- Lovlig fravær
- Ulovligt fravær
- For sent fremmøde
- Praktik
Fritagelse
Ved fritagelse i forbindelse med fag m.m. gælder følgende:
Fritagelse i forbindelse med ekskursioner, lejrskole, bad, omklædning o.l. gives som udgangspunkt ikke. Under særlige omstændigheder kan fritagelse – for en kortere periode – ske ved henvendelse til distriktets ledelse.
Som udgangspunkt kan elever ikke fritages fra undervisningen, undtaget er fravær omfattet af bekendtgørelse nr. 691 af 01.08.14, der omhandler ”Elevers fritagelse for kristendomskundskab i folkeskolen”. Såfremt en elev ønskes fritaget for kristendom, skal forældre henvende sig til skolelederen, hvorefter skolelederen gennem en samtale redegør for indholdet i Bekendtgørelse 691, og en fritagelse gives skriftligt for et skoleår ad gangen.
Generelle regler og rammer for elevfravær er begrundet i følgende:
Distriktets mål er, at der skabes nogle rammer for, at alle elever følger skoletimerne og møder til tiden.
Med rammer forstås både fysiske, sociale og faglige rammer.
Medarbejdere i distriktet skal arbejde med elevernes holdning til skolen og understrege at det er vigtigt, at alle møder op i skolen af hensyn til fællesskabet og den enkelte elevs læring.
Forskning viser, at uddannelse er en af de vigtigste parametre i forhold til at sikre alle lige muligheder i voksenlivet. Ud fra et princip om tidlig indsats skal der være opmærksomhed på begyndende ulovligt og bekymrende fravær – jo tidligere indsats, jo større mulighed for at skabe forandring.
Vedtaget på skolebestyrelsesmøde den 5. april 2018